Henvendelse fra Hedensted Kommune: Udlevering af katetre som hjælpemiddel efter afsluttet hospitalsbehandling
Hedensted Kommune har kontaktet Mona Svendsen ang. punkt 5 fra arbejdsgruppens møde den 21. juni 2024 om udlevering af katetre som hjælpemiddel efter afsluttet hospitalsbehandling. Kommunen udtaler, at det er en udfordring, at Arbejdsgruppen anbefaler, at vi læner os op ad stomiaftalen, da det kan være svært for kommunen at levere katetre efter en lille uge pga. kommunens arbejdsgang. Kommunen forsøger ofte at løse problemet ved at finde katetre på sit sygeplejedepot.
Drøftelse i Arbejdsgruppen:
Det er også en udfordring for hospitalerne, når kommunerne ikke kan udlevere katetre efter en lille uge, fordi hospitalerne skal udlevere/pakke og sende flere katetre, eller patienterne skal køre langt for at få katetre.
Arbejdsgruppen vurderer, at det er et kommunalt ansvar at løse problemet.
Det skal bemærkes, at hospitalernes praksis er en forbedring af den hidtidige praksis, fordi hospitalerne nu leverer katetre med hjem til de første dage.
Charlotte Jensen udarbejder et svar til Hedensted Kommune på vegne af arbejdsgruppen.
Henvendelse fra Regionshospitalet Gødstrup: Sygeplejeartikler
Regionshospitalet Gødstrup efterspørger, at der indarbejdes en ansvarsdeling for sygeplejeartikler i Afklaringskataloget. Kommunerne fastsætter selv hvilke sygeplejeartikler, de har i deres sygeplejedepoter. Det er derfor forskelligt hvilke sygeplejeartikler, kommunerne har. Dette gør det vanskeligt for hospitalerne at vide hvilke sygeplejeartikler, de skal give en patient med hjem, når hjemmesygeplejen skal varetage plejen.
Drøftelse i Arbejdsgruppen:
Arbejdsgruppen kan ikke beslutte hvilke sygeplejeartikler, kommuner skal have i deres sygeplejedepoter som standard.
Arbejdsgruppen opfordrer hospitalet til at drøfte sygeplejeartikler lokalt i klyngen.
Charlotte Jensen udarbejder et svar til Regionshospitalet Gødstrup på vegne af arbejdsgruppen.
Henvendelse fra Holstebro Kommune: Katetre ordineret af praktiserende læge
Holstebro Kommune har spurgt til, om kommunen har et ansvar for at bevilge katetre, når praktiserende læge ordinerer katetre til behandling i en midlertidig periode, og den praktiserende læge ikke udleverer katetre til patienten.
Drøftelse i Arbejdsgruppen:
Det er ikke et kommunalt ansvar at bevilge katetre, som en praktiserende læge ordinerer til behandling i en midlertidig periode, da katetrene ikke opfylder betingelserne for at være et hjælpemiddel. Patienterne må selv betale for katetrene, hvis den praktiserende læge ikke udleverer katetrene. Arbejdsgruppen udtaler, at kommunerne selv må afgøre, om de vil hjælpe borgerne ved at udlevere katetre til borgerne.
Tilføjet efter mødet:
Der står følgende i Afklaringskataloget under katetre:
"Så længe den praktiserende læge er behandlingsansvarlig, kan lægen bestille poser i en "webshop", som er administreret af Indkøb og Medikoteknik i Region Midtjylland. Alle varer er som udgangspunkt gratis for lægerne. Udvalget i webshoppen er en del af de regionale indkøbsaftaler. Den praktiserende læge må købe til praksis' eget forbrug. Borgere kan selv købe ekstra poser."
Teksten præciseres på følgende måde:
"Så længe den praktiserende læge er behandlingsansvarlig, kan lægen bestille kateterposer i en "webshop", som er administreret af Indkøb og Medikoteknik i Region Midtjylland. Alle varer er som udgangspunkt gratis for lægerne. Udvalget i webshoppen er en del af de regionale indkøbsaftaler. Den praktiserende læge må købe til praksis' eget forbrug.
Patienter kan selv købe ekstra kateterposer.
Hvis lægen ikke udleverer katetre og tilbehør til katetre, når lægen ordinerer katetre til midlertidig brug, betaler patienten selv for udstyret. En kommune kan dog vælge at udlevere til borgeren."