Dagsordner og referater fra Hjerneskadesamrådet for voksne
til
mødet i
den 20. november 2024 kl. 09:30
i Mødelokale C2, Regionshuset i Viborg
1. Mødedeltagere
Sagsfremstilling
- Direktør Ulrik Johansen, Favrskov Kommune, kommunal formand
- Sygeplejefaglig direktør Mette Fjord Nielsen, Hospitalsenheden Midt, regional formand
- Voksenhandicapchef Jenny Groth Bjerking, Hedensted Kommune
- Arbejdsmarkedschef Charlotte Burvil, Viborg Kommune
- Sundhedschef Pernille Kloster Aalund, Lemvig Kommune
- Leder af sundhed og træning Charlotte Klitnæs, Norddjurs Kommune
- Faglig konsulent Helle Mørn, Aarhus Kommune
- Udviklingskonsulent Charlotte Brøndum, Silkeborg Kommune
- Hjerneskadekoordinator Birgit Madsen, Ringkøbing-Skjern Kommune
- Chefterapeut Helle Dybkjær, Regionshospitalet Hammel Neurocenter
- Cheflæge Kåre Eg Severinsen, Regionshospitalet Hammel Neurocenter
- Chefsygeplejerske Louise Lindenmayer, Hospitalsenheden Midt
- Chefsygeplejerske Birgitte Egholm Jacobsen, Hospitalsenheden Vest
- Overlæge Dorte Damgaard, AUH
- Områdeleder Ann-Christina Frederiksen, Psykiatri og Social
- Afdelingsleder Birgitte Nygaard Sommer, Specialområde Hjerneskade
- Praktiserende læge Estrid Muff Aagaard
- Specialkonsulent Gry Lucette Metz Lundberg, Fælleskommunalt Social- og Sundhedssekretariat i Midtjylland
- Fuldmægtig Charlotte Jensen, Sundhedsplanlægning
Velkommen til Charlotte Klitnæs.
Der er afbud fra Jenny Groth Bjerking og Louise Lindenmayer.
Beslutning
Afbud fra Jenny Groth Bjerking, Estrid Muff Aagaard, Helle Mørn, Louise Lindenmayer og Dorte Damgaard.
Charlotte Klitnæs blev budt velkommen til Hjerneskadesamrådet.
2. Godkendelse af referat fra sidste møde og dagsorden
Det indstilles,
at | referatet og dagsordenen godkendes. |
Sagsfremstilling
Link referat fra mødet den 20. august 2024: Dagsordner og referater fra Hjerneskadesamrådet for voksne - Sundhedsaftalen (rm.dk)
Hovedpunkter fra referatet:
- Temadrøftelse om hjernerystelse og cerebral parese: Hjerneskadesamrådet aflarer på møde den 20. november, om Hjerneskadesamrådet vil anbefale, at hjernerystelse og/eller cerebral parese indarbejdes i kommissoriet.
- Hjemmerehabilitering: Arbejdsgruppen blev nedsat.
- Fællesmøde: Jenny Groth Bjerking indgår i planlægningsgruppen sammen med repræsentant fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter.
Beslutning
Referatet og dagsordenen blev godkendt.
3. Hjerneskadesamrådets kommissorium
Det indstilles,
at | Hjerneskadesamrådet reflekterer over sidste mødes drøftelse af hjernerystelse og cerebral parese. |
at | Hjerneskadesamrådet udskyder beslutningen om en eventuel ændring af Hjerneskadesamrådets målgruppe til næste møde. |
Sagsfremstilling
Den 20. august havde Hjerneskadesamrådet temadrøftelse om hjernerystelse og cerebral parese med det formål at få viden om de 2 målgrupper. Følgende blev aftalt:
"Hjerneskadesamrådet afklarer på mødet den 20. november, om Hjerneskadesamrådet kan anbefale, at CP og/eller commotio indarbejdes i kommissoriet.
For at Hjerneskadesamrådet kan afklare dette, udarbejder sekretariatet en beskrivelse af følgende modeller, herunder fordele, ulemper, tidsperspektiver og opmærksomhedspunkter ved modellerne:
1: CP og commotio indarbejdes i kommissoriet
2: Commotio indarbejdes i kommissoriet, mens CP håndteres i regi af DASSOS
3: CP og commotio indarbejdes ikke i kommissoriet. Ved denne model skal det beskrives, hvem der så skal arbejde med patientgrupperne, da det er to patientgrupper, som har behov for en tværsektoriel indsats og koordinering."
Formandskabet indstiller, at beslutningen om, om det vil indstille til Sundhedsstyregruppen og DASSOS, at Hjerneskadesamrådets målgruppe udvides med hjernerystelse og/eller cerebral parese, udskydes til næste møde. Dette begrundes i, at det endnu er uklart hvilken betydning, strukturreformen får for hjerneskadesamrådet.
Beslutning
Hjerneskadesamrådet drøftede, om beslutningen om at indstille til Sundhedsstyregruppen og DASSOS, at Hjerneskadesamrådets målgruppe udvides med hjernerystelse og/eller cerebral parese, skal udskydes.
Det er ikke afklaret, om hjernerystelse bliver omfattet af neurologiens specialeplan.
Mange patienter med hjernerystelse bliver ikke udskrevet med en genoptræningsplan, og derfor mangler der en kommunikation mellem hospital og kommune om patienten. Det blev i den forbindelse fremhævet, at vi skal vide hvilken lovgivning, vi kan handle ud fra, hvis vi inkluderer hjernerystelse i kommissoriet.
Den kommende sundhedsstruktur medfører ændringer i den tværsektorielle organisering samt den faglige afgrænsning af opgavefordelingen indenfor hjerneskadeområdet. Det kan give anledning til øvrige ændringer i Hjerneskadesamrådets kommissorium, og disse ændringer kan med fordel samles med en eventuel ændring af Hjerneskadesamrådets målgruppe.
Det blev aftalt, at vi udskyder beslutningen og drøfter det på næste møde.
Børnehjerneskadesamrådet vil gerne indstille, at hjernerystelse omfattes af deres kommissorium.
4. Status fra arbejdsgruppen vedr. hjemmerehabilitering
Det indstilles,
at | orienteringen tages til efterretning. |
Sagsfremstilling
Arbejdsgruppen om hjemmerehabilitering afholdt første møde den 31. oktober. Gruppens næste møde afholdes den 27. november.
Pernille Kloster Aalund og Helle Dybkjær orienterer om gruppens arbejde.
Beslutning
Formandskabet for gruppen præsenterede status for gruppens arbejde.
Gruppen har afholdt et møde, hvor der var en god og konstruktiv dialog, og uklarheder blev drøftet. På dette møde kom gruppen langt med at beskrive definitionen på hjemmerehabilitering og arbejdsgangen ved hjemmerehabilitering. Derudover talte gruppen om data. Gruppen slog også fast, at begrebet ”weekendorlov” ikke findes længere, og derfor ikke bør bruges, da det skaber uklarhed.
På gruppens næste møde drøftes revision af flowdiagrammerne ift. hjemmerehabilitering.
Gruppen præsenterer sin afrapportering på Hjerneskadesamrådets næste møde.
5. Audit på genoptræningsplaner
Det indstilles,
at | orienteringen tages til efterretning. |
Sagsfremstilling
Auditten på genoptræningsplaner er ved at blive gennemført.
Auditrapporten præsenteres på arbejdsgruppens første møde i 2025.
Beslutning
Charlotte Jensen orienterede om audit på genoptræningsplaner.
Der er afsat 7 dage til audit på genoptræningsplaner til voksne med erhvervet hjerneskade. Sidste auditdag er den 21/11. Alle auditmøder er blevet faciliteret af Gunna Estrid Andersen fra Regionshospitalet Gødstrup.
Alle kommuner har deltaget i et auditmøde med de neurologiske afdelinger på hhv. Hospitalsenhed Midt, Regionshospitalet Gødstrup og Aarhus Universitetshospital.
7 kommuner har deltaget i audit sammen med Regionshospitalet Hammel Neurocenter om genoptræningsplaner til rehabilitering på specialiseret niveau, og 8 kommuner har deltaget i audit sammen med Regionshospitalet Hammel Neurocenter om genoptræningsplaner til almen genoptræning.
Der har været en god og konstruktiv dialog på alle møderne. To af de emner, der blev drøftet på flere af møderne, var de patientsikkerhedsmæssige forhold, herunder beskrivelse af kørselsforbud i genoptræningsplanen, samt beskrivelse af prognose og potentiale i genoptræningsplanen.
Hjerneskadesamrådet præsenteres for en opsamling på alle auditmøderne på det første møde i 2024. Her drøftes, om auditten giver anledning til ændringer i samarbejdet og udarbejdelsen af genoptræningsplaner. Hjerneskadesamrådet kan samtidig drøfte formen for auditten, herunder om spørgsmålene er relevante, om tidsforbruget er passende og, om auditten skal gentages.
6. Oversigt over hjerneskadeområdet
Det indstilles,
at | orienteringen tages til efterretning. |
Sagsfremstilling
Sekretariatet har udarbejdet vedlagte dokument om hjerneskadeområdet, som beskriver målgruppe, centrale begreber, organisering, audit og data. Formålet med dokumentet er at få overblik over hjerneskadeområdet.
Hjerneskadesamrådet kvalificerer dokumentet.
Oversigten ligger som fast bilag til Hjerneskadesamrådets møder.
Beslutning
Side 10 i oversigten: Det blev drøftet, om Samarbejdsaftalen for voksne med erhvervet hjerneskade også retter sig mod andre afdelinger end de neurologiske og Regionshospitalet Hammel Neurocenter.
Samarbejdsaftalen om voksne med erhvervet hjerneskade og Sundhedsstyrelsens anbefalinger retter sig mod alle afdelinger, der behandler patienter med erhvervet hjerneskade. Hjerneskadesamrådet drøftede, om vi skal slette de ikke-
neurologiske afdelinger fra oversigten. Der var enighed om ikke at slette disse afdelinger, da det er vigtigt, at afdelingerne er opmærksomme på det genoptræningsbehov, patienter med erhvervet hjerneskade kan have.
7. Næste møde
Det indstilles,
at | det aftales hvilke punkter, der skal behandles på næste møde. |
Sagsfremstilling
Sekretariatet udarbejder mødekalender for 2025.
Følgende punkter kan sættes på dagsordenen:
- Afrapportering fra arbejdsgruppen om hjemmerehabilitering
- Afrapportering fra audit på genoptræningsplaner
- Strukturreformens betydning for hjerneskadeområdet
- Ældrereformens betydning for hjerneskadeområdet
- Beskæftigelsesreformens betydning for hjerneskadeområdet
- Specialeplan på det sociale område
- Etablering af et tværsektorielt samarbejde med Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering, der har til opgave at indsamle, systematisere og formidle viden inden for hjerneskadeområdet. Hjerneskadesamrådet kan invitere videnscenterleder Simon Svanborg Kjeldsen til at holde oplæg for Hjerneskadesamrådet
Liste over emner, som Hjerneskadesamrådet kan arbejde med:
- Afklaring af om det er muligt at vurdere forventet sygemeldingsperiode efter udskrivning
- Udvikling af APP til medarbejderne, som beskriver samarbejdsaftalen
- Drøfte afholdelse af en temadag
Beslutning
Sekretariatet indkalder til 3 møder i 2025. Møder kan aflyses, hvis det vurderes at være relevant.
Følgende punkter sættes på dagsordenen på næste møde:
- Afrapportering fra arbejdsgruppen om hjemmerehabilitering
- Afrapportering fra audit på genoptræningsplaner
- Strukturreformens betydning for hjerneskadeområdet
- Temadrøftelse om synsområdet
Følgende punkter sættes på et senere møde i 2025:
- Kommissoriet - afklaring af, om hjernerystelse og/eller cerebral parese ønskes indarbejdet i kommissoriet
- Ældrereformens betydning for hjerneskadeområdet
- Beskæftigelsesreformens betydning for hjerneskadeområdet
- Specialeplan på det sociale område
- Etablering af et tværsektorielt samarbejde med Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering, der har til opgave at indsamle, systematisere og formidle viden inden for hjerneskadeområdet. Hjerneskadesamrådet kan invitere videnscenterleder Simon Svanborg Kjeldsen til at holde oplæg for Hjerneskadesamrådet
8. Eventuelt
Det indstilles,
at | Hjerneskadesamrådet drøfter punkter til eventuelt. |
Sagsfremstilling
Hjerneskadesamrådet drøfter punkter til eventuelt.
Beslutning
Synsområdet:
Hjerneskadesamrådet drøftede synsområdet. Mange patienter har kognitive udfordringer, som medfører udfordringer med synet. Det er vigtigt at skelne mellem, om synet er skadet, eller om synet er udfordret som følge af kognitive skader. Hammel Neurocenter synsscreener alle patienter. Hvis en patient har behov for synskompenserende indsatser, beskrives det i genoptræningsplanen.
Synsindsatsen ligger under lov om specialundervisning.
Følgende blev aftalt:
Hjerneskadesamrådet tager en indledende temadrøftelse af synsområdet på næste møde med fokus på følgende:
- Beskrivelse af problemet - Hammel Neurocenter beskriver til mødet, hvordan de arbejder med synsområdet, og de kommunale repræsentanter hjælper sekretariatet med at beskrive de udfordringer, kommunerne har med synsområdet
- De nationale anbefalinger
- Forslag til, hvordan vi kan håndtere udfordringerne på synsområdet