Dagsordner og referater Faglig strategisk gruppe Gødstrup-klyngen
til
mødet i
den 27. september 2023 kl. 12:30
i Herning kommune Torvet 5 indg A lokale C3.40
1. Godkendelse af dagsorden
Det indstilles,
at | dagsorden godkendes. |
Sagsfremstilling
Punkter til eventuelt.
Mødeleder: Søren Liner
Deltagere:
Direktør Søren Liner, Herning kommune
Direktør Lotte Juncker, Struer kommune
Direktør Yelva Jensen, Holstebrog kommune
Direktør Anette Ørbæk, Ringkøbing-Skjern kommune
Konstitueret hospitalsdirektør Henning Voss, Regionshospitalet Gødstrup
Sygeplejefaglig direktør Rikke Degn, Regionshospitalet Gødstrup
Hospitalsdirektør Tina Ebler, Regionspsykiatrien
Praksis koordinator Jørgen Buch
PLO-m Susanne Krogsgaard
Mark Brix Christensen, psykiatristaben (sekretariat)
Karin Locander, Herning kommune (sekretariat)
Gunna Andersen, Regionshospitalet Gødstrup (sekretariat)
Afbud:
Lægefaglig direktør Jens Friis Bak, Regionshospitalet Gødstrup
Lægefaglig direktør Palle Juelsgaard, Præhospital
Direktør Louise Berg, Ikast-Brande Kommune
Direktør Pia Ulv Helleland, Lemvig Kommune
Pio-repræsentant Birgit Jonassen
Pio-repræsentant Peter Husted
Direktør Louise Raunkjær, Herning Kommune deltog i mødet fra kl. 15.00 og deltog ikke i behandlingen af punkt 1-4
Beslutning
Godkendt
2. Forebyggelseskoncept
Det indstilles,
at | gruppen drøfter og forholder sig til opdrag, retning og ramme samt næste skridt for arbejdet med et fælles koncept for arbejdsgruppen. Udviklende |
Sagsfremstilling
På klyngestyregruppemøde den 12. september 2022, besluttede gruppen at nedsætte en arbejdsgruppe med kommunal repræsentation fra Herning og Struer kommune samt regional repræsentation fra RH Gødstrup. Opgaven for arbejdsgruppen består i at gentænke forebyggelsesindsatsen på tværs af kommuner og hospital i Gødstrupklyngen med fokus på at tænke nyt, stort og risikovilligt med et fortsat skarpt fokus på et fælles populationsansvar samt frigivelse af ressourcer til opgaverne, særligt i kommunalt regi.
Arbejdsgruppen vil give en status på arbejdet og de erkendelser, muligheder og dilemmaer, de er nået frem til, herunder emnerne:
- Forventningspres og forventningsafstemning
- Fra myndighedsfunktion til facilitatorrolle
- Fælles mål og fælles incitament
- Behandling og forebyggelse
- Arbejdsgruppens organisering og arbejdsform.
Emnerne er uddybet i bilag 1.
Derudover vil arbejdsgruppen fremlægge 3 fremtidsscenarier, som Faglig Strategisk Gruppe kan bruge som afsæt for en dialog om ambitionsniveau og næste skridt. Sidste del af punktet vil blive afholdt som en kort workshop, som afsluttes med beslutninger om vejen frem.
Beslutning
Arbejdsgruppen for nyt forebyggelseskoncept gav status for projektet samt faciliterede en workshop. Følgende emner blev drøftet:
Hvorfor skal vi have et koncept?
Input:
Godt med systematik og en aftalt ramme. Investeringen og gevinsten ligger ikke nødvendigvis det samme sted.
Refleksionsspørgsmål:
Tema 1: ”Vi har et samfundsproblem – ikke kun et offentligt problem”. Forventningsafstemning med borgerne – lavere serviceniveau? Fælles ansvar.
Input:
Brug for, at der bliver prioriteret politisk – landspolitisk. Måske har vi fået bygget dyre systemer op, som ikke bliver justeret i forhold til ressourcer. Handler måske også om, at vi tør tage nogle valg. Tage nogle skridt – stå på mål for det. Vigtigt at vi tager beslutningerne sammen. Det vil være stærkt signal.
Tema 2: Fra myndighed til facilitering. Hvor kan man frigøre sig fra myndighedsrollen? Muligheder og benspænd i fag-fagligheden.
Input:
Hvem skal vi facilitere sammen med. Eksempel ”Social Sundhed”. Kan vi tænke, hvor er hullerne – og så kigge på løsninger. Ikke så anvendt i DK at vi bruger frivillige til at lappe huller. Definere opgaven.
Tema 3: Det lokale og det fælles incitament – fælles populationsansvar eller egen andedam?
Input:
Vi skal turde slippe – skal som myndighed gå fra bordenden til sidelinjen.
Tema 4: Behandling eller forebyggelse – kort eller lang lys.
Input:
Prioritering af forebyggelse også et politisk spørgsmål. Skal borgerne gøre mere selv?
Tema 5: Arbejdsgruppens organisering og arbejdsform – den fremadrettede.
Input:
Have fokus på det vi har sat i gang – mere end sætte flere opgaver i gang. Gøre det vi siger, vi gør. Vi skal kunne repræsentere hinanden, og skal vi have fælles ansatte til at drive udviklingen?
Herefter blev 3 scenarier for arbejdsgruppens fremtidige virke drøftet.
Fremtidsscenarie 1 – fælles forståelsespapir som implementeres via lederkæder
Fremtidsscenarie 2 – fælles forståelsespapir fælles prioriterede indsatser. Flere aktører – ejerskab på flere niveauer.
Fremtidsscenarie 3 – langsigtet fælles forebyggelse med civilsamfundet. Fælles ansættelser i ”mellemrummet”.
Beslutning
De 4 kvalitetsstandarder som er på vej fra Sundhedsstyrelsen kan gribes i fællesskab med interesseorganisationer / patientorganisation. Der skal arbejdes videre ud fra 1 af de 4. Kunne være standard for KOL eller Hjerteområdet.
Faglig Strategisk Gruppe vender tilbage til arbejdsgruppen efter yderligere drøftelser på gruppens møde i november 2023.
3. Etablering af omsorgscenter
Det indstilles,
at | gruppen drøfter muligheden for at etablere et omsorgscenter.Udviklende |
Sagsfremstilling
Holstebro Kommune har modtaget henvendelse fra Dansk Røde Kors om muligheden for at etablere et omsorgscenter.
Repræsentanter fra Røde Kors deltager i mødet og uddyber samarbejdet med Holstebro Kommune.
Beslutning
Leder Lise Lind og projektleder Birna Rohde fra Røde Kors deltog i mødet og orienterede om omsorgscentre.
Røde Kors driver i dag omsorgscentre 3 steder i landet. Centrene er etableret med 7-10 pladser. Medarbejderne har sygepleje- og socialfaglige kompetencer. Der er tale om et gratis tilbud med 14 dages ro og restitution for borgeren, hvor målgruppen er socialt udsatte fra 18 år. Der er under opholdet ikke krav om handleplaner til borgeren – det er pleje og omsorg.
Målgruppen skal være selvhjulpen. Der er ikke personale weekend og nat. Skal kunne samarbejde med de andre beboere. Må gerne indtage misbruget – men det må ikke forstyrre de øvrige beboere.
• Pitstop i Aarhus – finansieres af Aarhus Kommune,
• Eirsgaard København – finansieres af Region Hovedstaden,
• Svalegangen Middelfart – finansieres af Region Syddanmark.
Røde Kors har visitationsretten og er i tilbuddet underlagt tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Fra statslig side forventes, at der snarest udmeldes en pulje, hvor der vil være bevilling til 3 års drift, hvis ansøgningen bliver godkendt.
Konklusion.
Fra de kommunale repræsentanter var der interesse for tilbuddet. Direktionen i Region Midtjylland forholder sig til tilbuddet i uge 40 (tværgående holdning).
Puljen afventes og Holstebro Kommune er tovholder i den videre.
Link til film om hverdagen på et omsorgscenter https://www.youtube.com/watch?v=lVwBpsBhIRc&feature=youtu.be
4. Task Force Spiseforstyrrelse og selvskade – tovholdernetværks og strategisk samarbejde i Gødstrupklyngen.
Det indstilles
- at orienteringen tages til efterretning
- at det besluttes, om den fælles brug af task forcen skal fortsætte
- at det besluttes om tovholdergruppen skal bestå med repræsentation fra både kommuner og Regionspsykiatrien
- at beslutningen fra faglig strategisk gruppe formidles videre til faglig operativ gruppe Voksen psykiatri med henblik på operationalisering
- at finansieringsformen fra 2024 og frem godkendes.
Beslutning
Sagsfremstilling
Siden medio 2019 har Task Force for Spiseforstyrrelser og Selvskade i Holstebro Kommune været fælles i Gødstrupklyngen. Den fælles brug af task forcen bundede i et behov for viden og rådgivning på dette område, hvor det kan være svært for den enkelte kommune at sikre de nødvendige tilbud og kompetencer. Samtidig var det i det tværsektorielle samarbejde en fordel, at Holstebro Kommune kunne være den primære kontakt for Regionen i forhold til udvikling af samarbejder og aftaler, fordi man her allerede havde investeret i en vidensopbygning samt en struktureret organisering.
Status er, at det seneste projekt udløber til årsskiftet 2023 / 2024, hvorfor der er behov for, at der på tværs i Gødstrupklyngen tages stilling til, hvad man vil samlet på området fra 2024. Samtidig afsluttes afprøvningen af selvskadeinitiativet også med udgangen af 2023. Et initiativ, som evalueres særskilt, men som ligeledes er koblet til tovholdergruppen og task forcen i Holstebro.
Hvis Holstebro Kommune fortsat skal kunne stille task force funktioner og tilbud til rådighed for de øvrige kommuner, samt være primus motor i den fortsatte udvikling på området kræver det i flg. Holstebro Kommune en grundnormering for at kunne bibeholde de nødvendige tilbud og den nødvendige viden. Skal man fortsætte med den nuværende funktion og tilbud, antages der at være behov for midler svarende til en fuldtids psykolog.
Der ses følgende scenarier for området fremadrettet:
a. Tovholdergruppen fortsætter med repræsentation fra alle kommuner og eventuelt fra både børne- og voksenområdet. Det vil i givet fald kræve en forpligtigelse fra Regionen på fortsat deltagelse med relevante repræsentanter, herunder fra spiseforstyrrelsesbehandlingen. Holstebro Kommunes task force fortsætter med at være fælles, således at der kan søges sparring, samt at man i Holstebro har en koordinerende og faciliterende rolle for tovholdergruppen.
Såfremt man vælger at bibeholde tovholdergruppen og den fælles task force funktion, skal der tages stilling til, hvordan dette kan finansieres fra 2024. Holstebro Kommune foreslår, at kommunerne indgår en abonnementsaftale, hvor man i fællesskab finansierer, hvad der svarer til 1 fuldtids psykolog i Holstebro Kommune til de tværsektorielle funktioner i task forcen. Dette kunne for eksempel være ved en fordelingsnøgle ud fr antal borgere mellem 12 og 30 år.
b. Tovholdergruppen lukkes ned, og hver kommune arbejder selv med områderne, herunder udvikling af tværsektorielt samarbejde, sikring af viden og tilbud, håndtering af nye retningslinjer mv.
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning.
Den fælles brug af task forcen fortsætter herunder også tovholdergruppen.
Faglig operativ gruppe - voksen psykiatri udarbejder forslag til konkrete aftale.
5. Lægedækningsudfordringer
Det indstilles,
at | faglig strategisk gruppe drøfter gruppens forslag og beslutter, om der skal arbejdes videre i fælles initiativ i Gødstrup-Klyngen.Beslutning |
Sagsfremstilling
Den politiske klyngegruppe og den Fagligt strategiske gruppe i Gødstrup-klyngen har ønsket, at afdække mulighederne for i højere grad at tiltrække nye læger til området, særligt med fokus på gruppen af praktiserende læger
Faglig strategisk gruppe ønskede mulige initiativer fremlagt på mødet i september 2023.
En faglig arbejdsgruppe bestående af direktør og bosætningskonsulenter fra Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommune, repræsentanter fra RH Gødstrup/NIDO samt repræsentant fra Regionens lægedækningsteam har drøftet udfordringer og muligheder for i fremtiden at tiltrække læger til området.
Motivationen til bosætning i Vest findes særligt i nedenstående:
- Tidlige gode erfaringer fra praktikophold
- Rødder i Vest
- Nødvendighed pga lodtrækningsnummer
- Sammensatte forløb giver på et tidligt tidspunkt overblik over kommende boligmuligheder – når uddannelsesforløbet er kendt
- Tilflytterjob-ordning for medfølgende partner
- Tilbud om bolig – gerne i fællesskabsmulighed med andre lignende professioner.
- Mulighed for at indgå i fler-læge-praksis mhp at arbejdsliv og fritidsliv kan forenes – og plads til individuel udvikling.
- At kunne indgå i forskningsprojekter – fx én dag/uge i tæt samarbejde med RHG.
- At dyrke fællesskaberne – fx er der løbende samlet op til 40 yngre læger i RHG som er i forløb mhp Almen Praksis.
Erfaringerne fra praktikperioder med de medicinstuderende er positive – de studerende er begejstrede over mulighederne i Vest. En af udfordringerne er, at der er ca 70 % kvinder – ofte er partneren en lidt ældre mand, som er påbegyndt karrieren og dermed ikke er så let at flytte geografisk.
Overvejelser om initiativer i fællesskab i Gødstrup-klyngen kunne være:
- Samarbejde i KBU-forløbet mhp. at sætte initiativer ind og i højere grad arbejde på tværs om rekruttering på et tidspunkt i de unges liv, hvor de ikke er geografisk forankrede.
- Udbrede det gode eksempel - Det har gjort en væsentlig forskel at Holstebro kommune deltager i praktikforløb for medicinstuderende med indkvartering og aftenaktiviteter – det letter opgaven for de deltagende praksislæger.
- RKSK har fra andre kandidatstudier gode erfaringer med at følge ”egne studerende” og sende eksempler på jobmuligheder, når studietiden nærmer sig afslutningen
- RKSK har tilbud om klub ”exil-vestjyder”, som tilbydes via Borgerservice.
- RH Gødstrup tilbyder lægeboliger – udenfor Herning-området – til yngre læger i hoveduddannelsesforløb som praktiserende læge.
Beslutning
Lægemanglen er stor – praktiserende-, special- og inden for psykiatrien. Der er videndelt på mange gode initiativer og samarbejdet mellem de kommunale kompetencer (bosætningskonsulenter mv.) samt Regionen, som opgaveansvarlig, er der potentialer i.
Gruppens sammensætning genbesøges og psykiatrien ønsker at indgå i gruppen fremadrettet.
Punktet er endnu ikke klar til drøftelse i Gødstrup-klyngen og udgår af dagsordenen til mødet den 23. oktober 2023.
6. Datapakke
Det indstilles,
at | gruppen drøfter og beslutter om der er tendenser, som kalder på handling. Beslutning |
Sagsfremstilling
Med udgangspunkt i den seneste datapakke fra Sundhedsdatastyrelsen (juni 2023) er der udarbejdet notat om de data, hvor Gødstrupklyngen afviger fra landstallet. Notatet fremlægges til mødet og danner grundlag for en drøftelse af forslag til områder, som der bør arbejdes videre.
Den politiske bestyrelse har endvidere efterlyst viden fra datapakken og indstillingen fra Faglig Strategisk Gruppe går til godkendelse i den politiske bestyrelse den 23. oktober 2023.
Datapakker kan ses her: Datapakker til sundhedsklyngerne (esundhed.dk)
Beslutning
Søren Liner Christensen fremlagde forslag til strategiske hovedtemaer, hvor datapakkerne kan understøtte.
Skal vores fælles populationsansvar være udgangspunktet - +80 årige – eller skal vi arbejde videre med datafokus ud fra de kvalitetsstandarder fra Sundhedsstyrelsen, som er på vej?
Oplæg præsenteres for Gødstrup-klyngen på mødet den 23. oktober 2023.
Bilag
7. Anbefalinger til fælles indsatser målrettet mental sundhed og forebyggelse af psykisk mistrivsel hos børn og unge
Det indstilles,
at | anbefalinger til fælles indsatser målrettet mental sundhed og forebyggelse af psykisk mistrivsel blandt børn og unge drøftes forud for behandling i Sundhedssamarbejdsudvalget og den politiske bestyrelse i Gødstrupklyngen.Beslutning |
Sagsfremstilling
Der gives en mundtlig orientering om drøftelsen i Sundhedsstyregruppen
Sundhedssamarbejdsudvalget har på møde i maj ønsket et administrativt bud på anbefalinger, som Sundhedssamarbejdsudvalget kan give til sundhedsklyngerne ift. fælles indsatser målrettet forebyggelse af psykisk mistrivsel og mentale helbredsproblemer blandt børn og unge. Sundhedssamarbejdsudvalget gjorde det klart, at administrationens bud på anbefalinger skal tage afsæt i klyngernes tilbagemeldinger på arbejdet med børn og unge i psykisk mistrivsel, inspirationskataloget, som Sundhedssamarbejdsudvalget sendte til klyngerne tidligere i år, samt anbefalinger fra Bjørn Holstein præsenteret ved oplæg til Sundhedssamarbejdsudvalget den 8. maj.
På baggrund af tilbagemeldinger fra klyngerne, har Sundhedssamarbejdsudvalget tilkendegivet, at der ønskes bud på en ensretning af tilbud til målgruppen. Sundhedssamarbejdsudvalget har ligeledes tilkendegivet at efterlevelse af Sundhedsstyrelsens retningslinjer bør prioriteres, og at anbefalingerne skal være et supplement til klyngernes øvrige arbejde med børn og unge i psykisk mistrivsel.
Forslag til anbefalinger
Der er i udvælgelsen af anbefalinger lagt vægt på indsatser, som har et vist tværsektorielt sigte. Samtidig er der lagt vægt på indsatser til specifikke målgrupper, evidensbaserede indsatser og universelle indsatser, således at forebyggelsens tre spor favnes. På den baggrund er der lavet fire konkrete anbefalinger, som Sundhedssamarbejdsudvalget forventes at give til de politiske sundhedsklynger.
Anbefalingerne er:
1. Styrk indsatsen for børn og unge i risikogrupper med en samarbejdsaftale.
2. Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for sundhedsplejen og styrk arbejdet med tidlig opsporing og tidlig indsats
3. Vælg de bedst dokumenterede forebyggende indsatser og ensartet navngivning
4. Brug skærm med omtanke - følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger til skærmbrug
Styrket indsats for børn og unge i risikogrupper
En styrket indsats for børn og unge i risikogrupper såsom børn og unge med erkendte psykiske problemer, børn med kronisk somatisk sygdom og børn, og unge der er pårørende til forældre eller søskende med sygdom kan bidrage til øget livskvalitet og bedre mental sundhed. Målrettet støtte og intervention hjælper til at mestre udfordringer, udvikle mestringsstrategier og forbedre trivslen. Systematisk screening og opsporing muliggør tidlig indsats, som er vigtig for at undgå forværring.
Styrk arbejdet med tidlig opsporing og tidlig indsats
Tidlig opsporing og indsats på tværs af sundhedplejen, PPR, almen praksisk, daginstitutioner og skoler spiller en afgørende rolle i forebyggelsen og håndteringen af psykisk mistrivsel blandt børn og unge. Ved at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger kan vi sikre en systematisk og struktureret tilgang til identifikation og intervention hos alle parter. Dette sikrer hurtig adgang til passende støtte og behandling som kan forebygge forværring og fremme trivslen samt den mentale sundhed.
Valg af de bedst dokumenterede forebyggende indsatser og ensartet navngivning
Ved at vælge indsatser, der er baseret på solid evidens, kan vi øge sandsynligheden for positive resultater og trivsel blandt børn og unge. Dette er vigtigt for at sikre, at de ressourcer, der investeres i forebyggelse af psykisk mistrivsel, har en reel og målbar effekt. Der peges på konkrete indsatser, som med fordel kan udbredes i alle Sundhedsklynger. Indsatserne er De Utrolige År (DUÅ) og Mind My Mind. I navngivningen af indsatser, er det vigtigt, at det synliggøres, hvilken anerkendt metode der ligger bag.
Brug skærm med omtanke - følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for skærmbrug
De fire anbefalinger er udfoldet i vedlagte notat. Det vil være op til Sundhedssamarbejdsudvalget, henholdsvis Sundhedsklyngerne at vurdere, hvordan anbefalingerne bedst omsættes til virkningsfulde løsninger. Det er administrationens vurdering, at anbefalingen om en styrket indsats for børn og unge i risikogrupper med fordel vil kunne udmøntes i en samarbejdsaftale.
Betydning for borgeren
Med en helhedsorienteret indsats styrkes den mentale sundhed og forebyggelsen af psykisk mistrivsel hos børn og unge.
Den videre proces
Sundhedssamarbejdsudvalget præsenteres for anbefalingerne på deres møde den 29. september, sammen med en indstilling om, at anbefaling 1. om styrket indsats for børn og unge i risikogrupper foreslås udmøntet i form af en samarbejdsaftale. Såfremt Sundhedssamarbejdsudvalget godkender anbefalingerne vil de blive sendt til klyngerne, hvor den politiske bestyrelse i Gødstrupklyngen skal behandle sagen d. 23. oktober.
Beslutning
Møde i Sundhedssamarbejdsudvalget den 29. september 2023 afventes. Søren Liner Christensen orienterede om, at 2 forslag om konkrete metoder er udtaget af sagsfremstillingen til Sundhedssamarbejdsudvalget.
Der var herefter en drøftelse af STIME, som er en samarbejdsform mere end en faglig metode og som anvendes i den tværgående opgaveløsning til børn og unge i psykisk mistrivsel. STIME ses fortsat som en mulighed i det tværgående samarbejde i Gødstrup klyngen.
8. Møde i politisk klynge
Det indstilles,
at | gruppen drøfter relevante politiske emner til dagsorden i den politiske klynge.Beslutning |
Sagsfremstilling
Næste møde i politiske klynge afholdes d. 23.oktober. Er der relevante politiske emner, som skal dagsordensættes.
Beslutning
Søren Liner Christensen gennemgik foreløbig dagsorden til mødet i Gødstrup-Klyngen den 23. oktober 2023.
Relevante politiske emner efterlyses fortsat.
9. Dobbelt diagnoser – overdragelse af opgaver fra kommuner til regioner
Det indstilles,
at | gruppen orienteres om status fra henholdsvis kommunernes og regionens forberedelse af overdragelsen samt drøftelse af, hvor opgaven håndteres i det tværgående samarbejde. |
Sagsfremstilling
I Økonomiaftalen 2023 mellem regioner, kommuner og staten blev det besluttet, at der fra januar 2024 og frem til 2026 skal påbegyndes en trinvis ibrugtagning af et regionalt, integreret behandlingstilbud for patienter med dobbeltdiagnose.
Konkretiseringen af de nationale rammer har imidlertid været udskudt af flere gange, hvilket blandt andet har medført manglede klarhed ift. økonomi, den overordnede organisering samt den præcise målgruppeafgrænsning.
I den netop indgåede økonomiaftale 2024 er det aftalt, at datoen for etablering et regionalt integreret dobbeltdiagnose tilbud fremrykkes til d. 1. september 2024, og at perioden for den trinvise ibrugtagning forlænges til 2027.
Planlægning på nationalt niveau
Visitationsretningslinje
Sundhedsstyrelsen og Social- og Boligstyrelsen har efter konsultation med KL, Danske Regioner samt Region Hovedstaden og Region Nordjylland udarbejdet en visitationsretningslinje, som sætter rammen for:
- den overordnede organisering af et nyt integreret tilbud til patienter med dobbeltdiagnose
- visitationskriterierne for tilbuddet
- den overordnede beskrivelse af målgruppen.
Retningslinjen er offentliggjort. Målgruppen for tilbuddet defineres i det endelige udkast til retningslinjen som mennesker med psykiske sygdomme af moderat til svær grad, som har et psykiatrisk behandlingsbehov og samtidig rusmiddelproblematik. Derudover er funktionsevnen samtidig påvirket i en sådan grad - og den enkeltes hverdag så kompleks og kaotisk - at den enkelte ikke vurderes at kunne følge eller profitere af behandling i et parallelt behandlingstilbud.
Økonomiaftale 2024
I økonomiaftalen 2024 er målgruppestørrelse og tilhørende økonomi netop blevet forhandlet og fastsat.
Heraf fremgår vedr. etablering af dobbeltdiagnose tilbud i regionerne, at
- målgruppen for tilbuddet på landsplan i alt vil omfatte ca. 9.200 borgere
- samtlige regioner over hele perioden (2024-2027) i alt tildeles 323 mio. kr. til etablering af det integrerede behandlingstilbud
- kommunernes bloktilskud reduceres med 17 mio. kr. i 2025 og 124 mio. kr. i 2026 og 162 mio. kr. i 2027 og frem som følge af opgavebortfald svarende til den del af den kommunale misbrugsbehandling, som overgår til de nye tilbud.
Tværregionalt arbejde - fællesregionalt behandlingstilbud
Der er nedsat en fællesregional arbejdsgruppe bestående af fagpersoner, der skal konkretisere et fælles behandlingstilbud på tværs af regionerne med inddragelse af KL og patient- og pårørenderepræsentanter med afsæt i beskrivelserne fra visitationsretningslinjerne.
Inden sommerferien blev det første udkast til en forløbsbeskrivelse for det integrerede, ambulante forløb udformet på baggrund af et forberedende arbejde i den nationale planlægningsgruppe for dobbeltdiagnose samt et event over to arbejdsdage den 25. og 26. maj med inddragelse af alle regioner, KL, Danske Regioner samt patienter og pårørende.
Den nationale planlægningsgruppe arbejder videre med at skabe en større sammenhæng mellem ressourcer og indsats/forløbsbeskrivelse for det integrerede, ambulante behandlingsforløb, hvorefter det forelægges til godkendelse i Psykiatridirektørkredsen – forventeligt i løbet af efteråret.
Herudover skal der etableres en klinisk database. Hvornår dette arbejde opstartes, afventer fortsat afklaring, men det er foreløbigt sat til ultimo 2023.
Beslutning
Tina Ebler orienterede om det arbejde som er igangsat i Regionen i forhold til forberedelse af opgaveovertagelsen.
Regionen arbejder med hvad der kan leveres på inden for den økonomiske ramme. Antallet af borgere / patienter inden for målgruppen er stadig uafklaret. Visitationsretningslinjerne er lige blevet offentliggjort – noget skifter, men der er nye snitflader, som der skal fokus på.
Regionen arbejder på nedsættelse af arbejdsgruppe, hvortil der udarbejdes 1 kommunal repræsentant fra hver klynge.
Det er vigtigt også at sikre en god overgang og opmærksomhed på, at den geografiske afstand er en stor faktor i Gødstrup-klyngen.
10. Orientering om ny lægevagtsaftale
Det indstilles,
at | gruppen tager orientering om ny lægevagtsaftale til efterretning.Orientering |
Sagsfremstilling
Regionsrådet godkendte 25. januar 2023 en ny lægevagtsaftale. Region Midtjylland skal som følge af den nye aftale blandt andet overtage opgaven med at sikre borgere i regionen med akut ikke-livstruende sygdom eller skade, der ikke kan vente til næstkommende dag, adgang til relevant rådgivning og hjælp i nattetimerne (kl. 23-08). Opgaveovertagelsen skal ske fra 1. marts 2024.
Overordnet foregår implementeringen af lægevagtsaftalen planmæssigt. Flere delelementer er allerede trådt i kraft. I aftalen fremgår følgende datoer omhandlende specifikke delelementers ikrafttrædelse:
- Den 01.03.2023: Opstart af implementeringsgruppe
- Den 01.07.2023: Starttakst for besøgsvagter
- Den 01.09.2023: Booking til konsultationer, assistance til lægevagten, ensretning af telefonsvarerbeskeder i almen praksis, retten til den sundhedsfaglige visitation til præhospital hjælp og data vedrørende lægevagten.
- Den 01.03.2024: Region Midtjyllands akutte natordning.
Beslutning
Orientering taget til efterretning.
11. Mundtlig orienteringspunkter
Det indstilles,
at | gruppen tager orienteringen til efterretning.Orientering |
Sagsfremstilling
Mundtlig orientering med relevante temaer fra operative fora, Sundhedsstyregruppe og Sundhedssamarbejdsudvalget.
Beslutning
Lotte Junker orienterede fra Faglig operativ Gruppe – voksen somatik, hvor der har været fokus på 72 timers behandlingsansvar. Endvidere er gruppen optaget af vores nye struktur og de arbejdsgrupper, som var nedsat under den tidligere struktur. Er de med eller ”efterladt”? Der er i gruppen også arbejdet med Robusthedskommissionen, Det nationale ledelsesprogram og de virtuelt sårbare brugere. Drøfter også udfordrede områder (hjælpemiddelområdet).
Der var enighed om, at det er godt, der kigges på arbejdsgrupper. Skal de have en udløbsdato? Vi skal ikke har evighedsgrupper.
12. E-Læring og Stomi
Det indstilles,
at | gruppen tager orienteringen til efterretning.Orientering |
Sagsfremstilling
Som et led i Stomiprojektet og udmøntning af samarbejdsaftalerne på stomiområdet i Region Midtjylland og Region Syddanmark, er der udarbejdet digitalt tilgængeligt materiale ”Stomi – mere viden, bedre pleje”.
Materialet er primært et opslagsværk, som kan bruges i den daglige praksis, men i sin fulde længe kan det også bruges som sammenhængende kursusforløb.
Materialet består af en lang række instruktioner som film, biller og tekst. Der er ingen test og prøver.
Materialet er tilsendt Faglig operativ gruppe Voksensomatik.
Beslutning
Orientering taget til efterretning.
13. Mødeplan for 2024
Det indstilles,
at | gruppen godkender mødeplan for 2024.Beslutning |
Sagsfremstilling
Forslag til mødeplan for 2024:
25.januar kl. 10.30 – 14.00
24.april kl. 12.30 – 16.00
25.sept kl. 12.30 – 16.00
27.nov kl. 8.30 – 12.00
Beslutning
Mødeplanen blev godkendt
15. Evaluering af mødet
Det indstilles,
at | gruppen deler overvejelserne om mødet. Udviklende |
Sagsfremstilling
Er der overvejelser om mødeafvikling, indhold, struktur eller andet som med fordel kan ændres i fremtiden?
Skal der tænkes anderledes i forhold til de orienterende, udviklende og besluttende punkter?
Er udbyttet og tidsforbrug i balance? Er der sammenhæng mellem opgavebeskrivelsen, mødeforberedelsen og udbyttet for gruppens medlemmer?
Beslutning
Der var enighed om, at det var et godt møde med god veksling mellem udviklingsdagsorden, drøftelser og orienteringer.