Punktet indledes af Dorthe Klith.
Den tværsektorielle arbejdsgruppe nedsat under Sundhedsstyregruppen juni 2019 har udarbejdet et forslag til en samarbejdsaftale om den gode indlæggelse og udskrivelse.
Samarbejdsaftalen beskriver rammen for samarbejdet mellem kommuner, hospitaler og almen praksis med henblik på at sikre gode sammenhængende indlæggelses- og udskrivelsesforløb for borgerne i Midtjylland.
Samarbejdsaftalen indeholder tre delelementer:
- Seks principper for samarbejdet ml kommuner, hospitaler og almen praksis om den gode indlæggelse og udskrivelse
- Flowchart, som et redskab i kommunikation og samarbejde vedr. det gode indlæggelses- og udskrivelsesforløb på tværs af sektorer
- Implementeringsovervejelser og opfølgning på aftalen
Principper for samarbejdet om den gode indlæggelse og udskrivelse
Seks principper for samarbejdet ml kommuner, hospitaler og almen praksis om den gode indlæggelse og udskrivelse udgør omdrejningspunktet i samarbejdsaftalen, hvor den fælles ambition er at sikre, at borgerne oplever gode sammenhængende indlæggelses- og udskrivelsesforløb. Den værdibaserede tilgang med afsæt i samarbejdsprincipper er en væsentlig ændring i forhold til de nuværende aftaler om indlæggelse og udskrivelse. Særligt i forhold til udskrivelser, hvor der indtil nu har været faste tidsfrister for, hvornår hospitalet skal give kommunen besked om udskrivelse af patienten mv. Samarbejdsaftalen lægger op til, at de nuværende faste tidsfrister fjernes. Det betyder ikke, at kommunen ikke længere har behov for tid til at forberede en udskrivelse. Men ved at fjerne de faste tidsfrister flyttes fokus fra et fast antal forberedelsesdage til funktionsevnen hos borgeren, og spørgsmålet: hvad skal der til for at borgeren kan komme hjem med det funktionsniveau, som borgeren har? Det forventes at betyde, at hospitalet har bedre mulighed for at give kommunen besked om en realistisk udskrivelsesdato i stedet for at have fokus på at overholde en specifik tidsfrist.
De seks samarbejdsprincipper er:
- Inddragelse af borgeren og de pårørende
- Et fælles ansvar at sikre det gode sammenhængende indlæggelses- og udskrivelsesforløb for borgeren
- Den gode udskrivelse starter ved indlæggelsen
- Videndeling og realistiske oplysninger
- Relationsdannelse, gensidig tillid og dialog
- Fælles forberedelsestid
En omsætning af samarbejdsprincipperne forudsætter et tillidsfuldt og respektfuldt samarbejde på tværs af kommune, hospital og almen praksis. Samtidig forudsætter en værdibaseret tilgang en høj grad af ledelsesfokus på det enkelte hospital og i den enkelte kommune.
Flowchart/forløbsoversigt
Som en del af samarbejdsaftalen er der udarbejdet et flowchart, som et redskab i kommunikationen og samarbejdet vedr. det gode indlæggelses- og udskrivelsesforløb på tværs af sektorer. Flowchartet bliver et interaktivt webværktøj med et samlet visuelt overblik over det gode indlæggelses- og udskrivelsesforløb – både det akutte forløb og det planlagte forløb.
Kommunikation mellem kommunerne og akutafdelingerne
Arbejdsgruppen har påpeget problemstillingen om, at der ikke for nuværende er en aftale på tværs af kommuner og hospitaler om, hvordan vi sikrer kommunikation om patienter, der er ’akut ambulante’, men først, når borgeren bliver registreret ’indlagt’ i MidtEPJ. Det har de konsekvenser, at akutafdelingen ikke modtager relevante oplysninger om borgeren fra kommunen. Samtidig modtager kommunen ikke besked om, at borger ’kendt i kommunen’ er på hospitalet. Det skyldes, at der på nuværende tidspunkt ikke findes en IT-understøttelse heraf. Der forventes en national løsning i MedCom-regi (’Advis om sygehusophold’) i 2022.
Med øje for, at 75% af alle indlæggelser starter akut er en aftale om kommunikation i det ’akutte spor’ en væsentlig del af at sikre det gode indlæggelses- og udskrivelsesforløb i den midtjyske region. Derfor er der brug for en midlertidig aftale, der sikrer kommunikationen ml kommune og akutafdeling frem til MedCom løsningen er implementeret. Både ift. at sikre kommunikation ved ankomst samt ved hjemsendelse.
I fire ud af fem klynger har man fundet lokale løsninger på problemstillingen eller dele af den. Akutafdelingerne i Hospitalsenheden Randers, Midt og Horsens registrerer primært ’indlagt’ i MidtEPJ således, at den automatiske kommunikation mellem hospital og kommune slår igennem (kommunen modtager automatisk besked om, at borger er på hospitalet og akutafdelingen modtager automatisk indlæggelsesrapport med oplysninger fra kommunen). Hospitalsenheden Vest og AUH registrerer ’akut ambulant’. Vestklyngen har indgået en aftale om kommunikation via korrespondancemeddelelser, som sikrer, at akutafdelingen får oplysninger fra kommunen, men ikke, at kommunen får besked om, at borger er på hospitalet. Der er ikke lavet aftaler i Aarhusklyngen
Sekretariatet har afdækket mulighederne for en fælles regional løsning. Dette har ikke været muligt grundet akutafdelingernes organisering. Regionen foreslår derfor, at man frem til den nationale løsning er implementeret, anvender klyngebaserede løsninger for at sikre kommunikationen. Det betyder, at man i klyngen aftaler med hinanden, hvordan kommunikationen mellem kommuner og akutafdeling sikres ved borgere der er ’kendt’ i kommunen, så kommunen får besked om, at borger er i akutafdelingen og akutafdelingen får relevante oplysninger om borger fra kommunen.
Der gøres opmærksom på, at klyngebaserede aftaler sikrer kommunikationen om borgerne i egen klynge, men ikke på tværs af regionen.
Derfor kræver det, at der er særlig opmærksomhed på at sikre relevant kommunikation også for de borgere der krydser klyngegrænserne.
Hvordan sikrer vi implementering af aftalen – hvad skal der til?
En samarbejdsaftale som bygger på seks principper for samarbejdet mellem kommune, hospital og praktiserende læge kræver en velovervejet implementering og opfølgning. Der lægges op til, at det er klyngerne, der aftaler, hvordan man i løbet af aftalens første år vil udmønte samarbejdsaftalen og omsætte principperne. Det kalder på, at klyngerne prioriterer dialog og relationsdannelse ift. samarbejdet, prioriterer ledelsesfokus samt løbende opfølgning på, hvordan samarbejdsaftalen fungerer i praksis og hvor effektivt implementeringen understøttes i klyngerne. Det kræver også at kendskabet til samarbejdsaftalens principper og indhold er kendt hos alle relevante medarbejdere. Derfor skal aftalen hyppigt genbesøges og præsenteres i så mange sammenhænge som muligt.
Fokus i implementeringen kan inddeles i tre supplerende spor:
1. Kommunikationssporet Hvordan understøttes aftalens implementering kommunikativt?
2. Dialogsporet Hvordan sikres og planlægges den lokale dialog om aftalens indhold? Den lokale implementeringsplan? o I klyngen – tværsektorielt o På hospitalet – afdelinger, hvilke mødefora mv. o I kommunen – hvilke mødefora mv. o I almen praksis – PLO-Midt, PLO-Kommunalt og praksiskonsulentordningen
3. Regelsporet Hvordan får vi omsat aftalens indhold i vores procedure og arbejdsgange? Hvad skal der til? |
Implementering og opfølgningsgruppe
Til at understøtte implementeringen i klyngerne og opfølgningen på aftalen nedsættes en midlertidig tværsektoriel arbejdsgruppe under Sundhedsstyregruppen. Arbejdsgruppen skal bl.a. udarbejde en kommunikationspakke, som kan anvendes til at understøtte implementeringen af aftalen i klyngerne (pakken kan fx indeholde dialogkort med spørgsmål til dialog og cases, der illustrerer hvert samarbejdsprincip, PowerPoint materiale til brug til præsentation mv.). Arbejdsgruppen skal ligeledes binde implementerings- og opfølgningsarbejdet i klyngerne sammen løbende samt arrangere et læringsseminar sidst i implementeringsåret (jf. bilag x kommissorium for implementerings- og opfølgningsgruppen).
Proces for godkendelse, implementering og opfølgning på aftalen
Tidspunkt | Udvalg/forum | Aktivitet |
20. november 2020 | Sundhedsstyregruppen | Godkendelse |
9. december 2020 | Sundhedskoordinationsudvalget | Godkendelse |
9. december 2020 | Patientinddragelsesudvalget | Orientering |
10. december 2020 | Praksisplanudvalget | Godkendelse |
Januar – marts 2021 | Region og kommuner | Godkendelse |
1. april 2021 | Kommuner, hospitaler, almen praksis | Ikrafttrædelse – implementering påbegyndes |
2021 | Klyngerne | Udmøntning af samarbejdsaftalen i klyngerne |
Marts 2022 | Klyngerne | Læringsseminar |
Medio/ultimo 2022 | Sundhedsstyregruppen og Sundhedskoordinationsudvalget | Opfølgning og evt. justering i aftalen |
Opmærksomhedspunkter
Særligt ift. psykiatrien
Arbejdsgruppen har gjort opmærksom på, at aftalen bør omhandle både somatik og psykiatri, og at psykiatrien bør tænkes ind i aftalen på længere sigt. Der pågår pt. andre tiltag, som vedrører det tværsektorielle samarbejde inden for psykiatrien i regi af alliance om den nære psykiatri – fx proces vedr. elektronisk kommunikation mellem psykiatrien og kommunen. Formandskabet for sundhedsaftalesekretariatet foreslår, at der i forlængelse af arbejdet vedr. elektronisk kommunikation mellem psykiatrien og kommunen, igangsættes en proces ift. at få psykiatrien indarbejdet i samarbejdsaftalen om den gode indlæggelse og udskrivelse – enten som tillæg til eller som egen aftale.
Særligt ift. rammeaftalerne om anvendelse af Medcom standarder og anvendelse af korrespondancebrev
Med godkendelse af samarbejdsaftalen om den gode indlæggelse og udskrivelse er der behov for at lave justeringer i rammeaftalen om anvendelse af MedCom standarderne samt rammeaftalen om anvendelse af korrespondancebrev mellem hospitaler og kommuner. Proces herfor igangsættes med godkendelse af aftalen.