Sundhedsstyregruppen godkendte 16. august 2018 at igangsætte implementering af fælles model for rådgivning ift. ældresygdomme på baggrund af et forslag til en model for rådgivning i ældresygdomme (geriatri) fra hospitaler til kommuner og almen praksis udarbejdet af en midlertidig, tværsektoriel arbejdsgruppe nedsat af Sundhedsstyregruppen.
Klyngernes status skulle være afrapporteret til Sundhedsstyregruppen primo 2020 sammen med hospitalernes vurdering af muligheden for at indføre subakutte geriatriske tider. Travlhed grundet COVID-19 har forsinket afrapporteringen og haft betydning for omfanget af besvarelserne.
Der er indhentet status fra klyngerne i perioden 19. november 2020 - 16. december 2020. En samlet oversigt er vedhæftet.
Status på rådgivning om ældresygdomme
Alle klynger har indført mulighed for, at praktiserende læger kan få telefonisk rådgivning i dagtid fra hospitalet i forhold til geriatri. I Aarhusklyngen gælder tilbuddet alle dage, hele døgnet. Der ses en forskel på, hvor meget tilbuddet anvendes i de forskellige klynger. Der er ligeledes i alle klynger mulighed for at kommunale medarbejdere kan få telefonrådgivning i dagtid fra hospitalet i forhold til geriatri. Denne mulighed gælder primært vedrørende patienter, der er i geriatriske forløb på hospitalerne.
Der gøres brug af udgående funktioner i Horsensklyngen, Aarhusklyngen og ved Klinik for Ældresygdomme under Diagnostisk Center, RH Silkeborg i Midtklyngen.
Subakutte tider i geriatrien
Almen praksis har mulighed for at henvise til subakutte tider på Regionshospitalet Horsens, Hospitalsenhed Midt og Aarhus Universitetshospital. For Hospitalsenhed Midt gælder, at det er muligt at henvise til subakutte tider hos Klinik for Ældresygdomme under Diagnostisk Center, RH Silkeborg og ift. demensudredning til Medicinsk Afdeling, RH Viborg. Muligheden for at henvise til subakutte tider anvendes begrænset, ca. 2-3 gange om ugen på tværs af de tre hospitaler.
Regionshospitalet Randers har ikke indført subakutte geriatriske tider. Vurderingen herfra er, at der eksisterer to muligheder for indførelse af subakutte tider:
1) Subakutte tider kan muliggøres gennem geriatrisk tilsyn i hhv. akutafdelingen og på medicinsk korttidsafsnit
2) At muligheden for direkte henvisning fra almen praksis til Klinik for Ældresygdomme etableres, via. oprettelsen af en geriatrisk akutklinik.
Sidstnævnte løsning vurderes at kunne skabe bedre patientforløb og et mere glidende samarbejde mellem almen praksis og hospitalet. Der vil være behov for en intern afklaring af ressourcer til at kunne imødegå mulighederne.
Hospitalsenhed Vest har ikke indført subakutte geriatriske tider men begynder at få flere til faldudredning, som udgør langt den største geriatriske ambulante funktion. Ventetiden er ikke så lang, at de forventes at være indlæggelsestruede indtil denne vurdering. Den ambulante funktion foregår pt i lånte lokaler i fys/ergo på Regionshospitalet Herning og lige nu ville der maks være mulighed for et dobbeltspor torsdag, da lokalerne ikke er ledige. Der er ambulant funktion 4 dage ugentligt, og dermed er der sket en udvidelse ift. 2018. Vestklyngen håber på subakutte tider ved udflytning til Gødstrup, hvor der forhåbentligt også er lokaler til denne funktion.
Læringsportal om ældresygdomme
Det blev anbefalet af arbejdsgruppen, at der udvikles et fælles koncept for kompetenceudvikling og vedligehold af kompetencer, der kan anvendes i alle klynger. Det har resulteret i 'Læringsportal om ældresygdomme', som samler viden og erfaringer på en fælles platform. Læringsportalen skal understøtte praksisnær læring og kompetenceudvikling i kommuner indenfor ældreområdet.
Formålet er:
- At styrke kommunalt sundhedspersonale i at give borgerne den rette behandling i nærmiljøet, så indlæggelse kun sker ved behov.
- At styrke tidlig opsporing og handling for både at mindske behov for indlæggelser og at undgå for sene indlæggelser, når indlæggelse er nødvendig.
- At understøtte sammenhængende geriatriske forløb med gode indlæggelser og udskrivelser.
Læringsportalen indeholder case-baseret praksisnær læring, ekspertvideoer, små videoklip med gode løsninger og links til redskaber og eksisterende kurser.
Implementering af læringsportalen har flere gange været udskudt grundet COVID-19. Sundheds- og ældrecheferne har juni 2020 fået en kort introduktion til portalen med henblik på at kunne bringe den i spil i egen organisation. Det er forventningen, at nogle kommuner er begyndt at bruge portalen i forskelligt omfang i efteråret 2020. Til foråret sættes der fornyet fokus på portalen blandt kommunerne.