Indsats vedr. influenzavaccination 2022-2023
Rammer og indhold for indsatsen vedr. influenzavaccination justeres således, at den både kommer til at rumme vaccination mod influenza, covid-19 og pneumokok.
De seneste år har Region Midtjylland, sammen med de midtjyske kommuner og almen praksis, gennemført kampagner, der har haft til formål at understøtte, at borgere og sundhedspersonale tager imod tilbuddet om gratis influenzacciantion. Og på mødet i Sundhedsstyregruppen 21. marts 2021 besluttede kredsen, at vaccinationsindsatsen gøres til en fast indsats, der gennemføres hvert år.
Set i lyset af den nye organisering af influenzavaccination, hvor influenzavaccinationen tænkes sammen med vaccination mod covid-19 og pneumokok, vurderer Sundhedsaftalesekretariatet (med afsæt i drøftelser i arbejdsgruppen vedr. influenzavaccination), at det vil være mest hensigtsmæssigt, at rammer og indhold for indsatsen justeres.
Konkret lægges der op til, at denne sæsons kampagneindsats kommer til at omfatte både vaccination mod influenza, covid-19 og pneumokok. Endvidere lægges der op til, at de fleste kampagneelementer fastholdes (oplysninger på infoskærme, plakater, kampagne på sociale medier mm.) men justeres med udvidet indhold og med udgangspunkt i det nationale kampagnemateriale.
Orientering om at der ikke gennemføres en afprøvning af Ambuflex som optakt til TeleKOL
Baggrund
Sundhedsstyregruppen godkendte den 13. september 2021 en anbefaling fra formandskabet for Programstyregruppen for Telemedicin i Midtjylland om, at klyngestyregrupperne tager stilling til afprøvning af AmbuFlex til borgere med KOL, som første skridt i TeleKOL-indsatsen. Anbefalingen kom på baggrund af, at den fælles implementering af TeleKOL har været forsinket ad flere omgange og først forventes klar til pilotafprøvning i 2023. AmbuFlex til KOL er det spørgeskema, der vil blive indbygget i TeleKOL-løsningen i Midtjylland. Sundhedsstyregruppen godkendte derudover, at formandskabet for programstyregruppen kontakter klyngestyregrupper og implementeringsgrupper med et tilbud om et informationsmøde.
Tilbagemelding fra klyngestyregrupperne
Der er ultimo 2021 og i foråret 2022 afholdt informationsmøder med alle klyngerne.
Den helt overordnede melding fra klyngestyregrupperne er, at det ikke er realistisk at sætte gang i en pilot-test af AmbuFlex skemaet på nuværende tidspunkt. Årsagen er primært den pressede bemandingsmæssige situation i forhold til sygeplejersker, der gør det yderst vanskeligt (selv med finansiering) at rekruttere sygeplejersker med kompetencer og KOL-erfaring, der kan varetage monitoreringsopgaven. I de fleste klynger blev der givet udtryk for, at det var en ærgerlig situation. Under normale omstændigheder vurderede de, at der ville have været en gevinst i, at kunne få lov at afprøve AmbuFlex til KOL i mindre skala og på få patienter, mhp. at høste værdifulde erfaringer inden implementeringen af TeleKOL.
Konklusion: Der gennemføres ikke afprøvning af AmbuFlex løsningen til borgere med KOL, som optakt til TeleKOL.
Orientering om proces for inddragelse af psykiatri i Samarbejdsaftale om den gode indlæggelse og udskrivelse
Region Midtjylland, de 19 midtjyske kommuner og PLO-Midtjylland har indgået en Samarbejdsaftale om den gode indlæggelse og udskrivelse, der med en række principper beskriver rammerne for samarbejdet mellem kommuner, hospitaler og almen praksis om indlæggelse og udskrivelse og har til formål at sikre gode og sammenhængende indlæggelses- og udskrivelsesforløb for borgere i Midtjylland. Aftalen trådte i kraft 1. juni 2021 og kan findes på følgende link: Samarbejdsaftale om den gode indlæggelse og udskrivelse.
Aftalen omfatter for nuværende somatikken, da der på tidspunktet for udarbejdelsen af aftalen ikke var etableret en aftale om elektronisk kommunikation mellem parterne inden for det psykiatriske område, selvom det var et politisk og administrativt ønske, at psykiatrien også skulle være en del af aftalen.
Revideret aftale om elektronisk kommunikation forelægges til godkendelse i Sundhedsstyregruppen på møde d. 15. september 2022. Processen for inddragelse af psykiatrien i Samarbejdsaftale om den gode indlæggelse og udskrivelse kan derfor nu sættes i gang.
Etablering af arbejdsgruppe samt opdrag
Det foreslås til Psykiatriforum, at der etableres en arbejdsgruppe, der har til opgave at indarbejde psykiatrien i den eksisterende Samarbejdsaftale om den gode indlæggelse og udskrivelse. Psykiatrien dækker i denne sammenhæng over regionspsykiatrien samt den kommunale socialpsykiatri og børne- og ungeområdet.
Arbejdsgruppens opgave bliver todelt. Dels skal aftalen suppleres, så psykiatrien også bliver omfattet af de godkendte principper i Samarbejdsaftalen om den gode indlæggelse og udskrivelse, og dels skal der udarbejdes en plan for implementeringen af aftalen på det psykiatriske område herunder udarbejde en implementeringsplan og -materiale til klyngerne. Endvidere skal gruppen give input til, hvordan der kan følges op på aftalen. Arbejdsgruppen refererer til Psykiatriforum.
De eksisterende principper i aftalen er gældende og vil ikke blive revideret.
Udkast til kommissorium med nærmere beskrivelser af arbejdsgruppens opdrag og formål samt forslag til sammensætning er vedlagt.
Videre proces
Nedenfor er den videre proces frem mod en endelig politisk godkendelse skitseret:
- 4. kvartal 2022: Arbejdsgruppen mødes og indarbejder psykiatrien i Samarbejdsaftale om Den gode indlæggelse og udskrivelse
- December 2022: Læringsseminar for Samarbejdsaftale om Den gode indlæggelse og udskrivelse
- December 2022 – januar 2023: Samarbejdsaftalen sendes til skriftlig kommentering hos parterne
- 1. kvartal 2023: Samarbejdsaftalen tilrettes og godkendes i Psykiatriforum og Sundhedsstyregruppen
- 1. kvartal – 2. kvartal 2023: Politisk godkendelse af Samarbejdsaftalen
Bilag
Udkast til Kommissorium for arbejdsgruppen vedr. den gode indlæggelse og udskrivelse.
Orientering om opdatering af Aftale om anvendelse af MedCom7 hjemmepleje-sygehusstandarder
Aftale om anvendelse af MedCom7 hjemmepleje-sygehusstandarder omhandler anvendelse af elektronisk kommunikation mellem kommuner og hospitaler ved indlæggelse og udskrivelse af borgere i Region Midtjylland. Aftalen blev indgået i 2013 og revideret i 2015. Aftalen er nu blevet opdateret, så den flugter Samarbejdsaftale om den gode indlæggelse og udskrivelse, der blev indgået mellem de 19 midtjyske kommuner, PLO-M og Region Midtjylland i 2020.
Den opdaterede aftale har været til kommentering i ’Implementerings- og opfølgningsgruppen vedr. Samarbejdsaftalen om den gode indlæggelse og udskrivelse’ samt ved de regionale og kommunale repræsentanter for den midtjyske region i den nationale MedCom-7 gruppe.
Aftalen er administrativt godkendt af formandskabet for Sundhedsaftalesekretariatet i august 2022, og den træder i kraft, når Sundhedsstyregruppen er orienteret om opdateringen i september 2022.
Kort om aftalen
Aftale om anvendelse af MedCom7 hjemmepleje-sygehusstandarder omhandler afsendelse og modtagelse af de fire MedCom7 standarder:
- Indlæggelsesrapport
- Plejeforløbsplan
- Melding om færdigbehandling
- Udskrivningsrapport
Aftalen skal bidrage til at sikre:
- Rettidig afklaring, formidling af og dialog om borgerens behov ved indlæggelse og udskrivning
- Koordination af udskrivningsforløbet mellem aktørerne i sundhedssamarbejdet
- At den elektroniske kommunikation er struktureret, præcis, relevant og anvendelig
Orientering om midler til sundhedsklyngerne
Med aftalen om sundhedsklynger lægges der op til, at sundhedsklyngerne samarbejder om fælles koordinerede indsatser, og der blev samtidig til opstart afsat 80 mio. kr. i centrale midler (i 2022) mhp. styrket sammenhæng, nærhed og omstilling. Med økonomiaftalerne for 2023 er der afsat yderligere 80 mio. kr. i centrale midler til sundhedsklyngernes arbejde.
Der er ikke hjemmel i lovgivningen til fælles beslutningstagen om økonomi. Sundhedsklyngerne samarbejder derfor om fælles koordinerede indsatser. Det er op til de enkelte byråd og regionsrådet at sikre, at midlerne prioriteres til anvendelse i klyngerne. Midlerne vil skulle anvendes på initiativer, som understøtter sundhedsklyngernes formål og sundhedsaftalen i Region Midtjylland.
De midtjyske sundhedsklynger er i 2022 tildelt 17,784 mio. kr., og den regionale andel heraf er 8,645 mio kr. Der lægges op til, at uforbrugte bidrag til klyngerne for 2022 i den enkelte kommune eller region kan videreføres til 2023. Det forudsætter, at region hhv. kommuner forpligter sig på at sikre et tilsvarende råderum for afløbet inden for det samlede regionale/kommunale udgiftsloft for 2023. Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og Sundhedsministeriet har udarbejdet et fælles notat, som rammesætter udmøntningen af klyngemidler i 2022. Notatet er vedlagt som bilag.
Mulighederne for en hurtig og fleksibel proces, når der træffes beslutning om anvendelse af midlerne, er ved at blive afdækket.
Bilag
Afrapportering fra arbejdsgruppen for sundedsklyngeøkonomi
Orientering om Regionsrådets beslutning vedrørende ramme for nærhospitaler i Region Midtjylland
Regionsrådet har på møde i august 2022 godkendt følgende rammer for etablering af nærhospitaler i Region Midtjylland:
- at der arbejdes videre med følgende områder i forhold til placerng af nærhospitalerne i Region Midtjylland: Grenaa, Skive, Skanderborg, Ringkøbing-Skjern Kommune samt den nordvestlige del af regionen,
- at Region Midtjylland inviterer til lokal dialog på administrativt og politisk niveau med Grenaa, Skive, Skanderborg og Ringkøbing-Skjern Kommune om nærmere placering og fagligt indhold i nærhospitalerne. Ligeledes inviteres Lemvig, Struer og Holstebro kommuner til en fælles drøftelse om en placering af nærhospital i den nordvestlige del af regionen,
- at sundhedsklyngerne inddrages i processen,
- at der igangsættes en dialog om digitale løsninger med kommunerne, og
- at der iværksættes monitorering og følgeforskning i relation til nærhospitalerne.