Hvordan behandles kommuners anmodning om personlig hjælp, hjælp til kommunikation samt ledsagelse i forbindelse med hospitalsbehandling?
En evt. ledsagelse er kun en del af behandlingstilbuddet på hospitalet, såfremt hospitalet har vurderet, at det er nødvendigt med ledsagelse for at kunne varetage behandlingsopgaven i forhold til den enkelte patient. Det er hospitalet, som selv tilrettelægger, hvorledes de vil udføre deres opgave, og dermed også om de vil benytte sig af ledsageraftalen eller ej. Hospitalet kan anmode kommunen om at stille en ledsager til rådighed, hvis hospitalet vurderer, at der er behov for ledsagelse.
Skal svaret til kommunen være skriftligt, hvis hospitalet vurderer, at der ikke er behov for ledsagelse?
Der skal ikke gives et skriftligt svar. Svaret har ikke karakter af et egentligt afslag.
Er der klagemuligheder for patienter og kommuner?
Der er ikke klagemulighed. Der er tale om et aftaleretligt forhold, og kommunen kan ikke klage over, at hospitalet ikke vil købe en ydelse af kommunen. I forhold til borgeren er der tale om faktisk forvaltningsvirksomhed. Det vil sige, at borgeren har krav på hospitalsbehandling, og at borgerens behov bliver varetaget. Borgeren kan ikke selv bestemme, hvem der skal give ydelsen.