Terminalerklæring:

Terminalerklæring er en henvisning til kommunen, hvor lægen gør opmærksom på, at patienten har en alvorlig livstruende sygdom, hvor helbredelse ikke er mulig, og hvor levetiden forventes at være begrænset.

Ved udstedelse af en terminalerklæring er det er en generel betingelse, at:

  • En læge har fastslået, at hospitalsbehandling er udsigtsløs
  • Prognosen er kort levetid, oftest få uger til få måneder.

For at kunne få tildelt kommunale palliative ydelser, skal der foreligge en terminalerklæring, som er udfyldt af en læge.

Det er praktiserende læge eller hospitalslæge, der udfylder terminalerklæringen, som skal sendes til kommunen. Praktiserende læge sender en LÆ165 til kommunen. Hospitalslæge udfylder SFI Terminalerklæring, som sendes som korrespondance til kommunen. I korrespondancemeddelelsen vælges "Andet" som "Kategori", og der skrives "Terminalerklæring" i emnefeltet.

 

Terminaltilskud til lægemidler:

Patienter i eget hjem:

Patienter m. fremskreden livstruende sygdom, der vælger at tilbringe den sidste tid i eget hjem eller på et hospice, skal ikke stilles økonomisk ringere end patienter, der forbliver indlagt på hospital. Sundhedsstyrelsen bevilger 100 % tilskud til lægeordinerede lægemidler til personer, der er døende ved (terminaltilskud).

 

Ansøgning om terminaltilskud til lægemidler:

  • Patientens læge, hospitalet eller lægen i Enhed for lindrende behandling skal søge Sundhedsstyrelsen om terminaltilskud
  • Der ansøges om terminaltilskud via FMK-online 
  • I ansøgningen gives en lægelig erklæring på, at patienten er berettiget til terminaltilskud, da prognosen er kort levetid, og at hospitalsbehandling mhp. helbredelse må anses for udsigtsløs
  • Sundhedsstyrelsen svarer på ansøgninger om terminaltilskud indenfor 1-2 dage
  • Patienten modtager et brev med bevillingen
  • Bevillingen registreret i Sundhedsstyrelsens Centrale Tilskudsregister (CTR), så apoteket kan se, at patienten har ret til at få alt sit receptordinerede medicin gratis
  • Terminaltilskuddet ydes for en periode på 1 år

 

Hvad dækker terminalbevillingen:

  • Patienten får alle lægemidler, som er udskrevet på recept, gratis
  • Al medicin, som er ordineret af en læge på recept uanset om der ellers er tilskud til medicinen eller ej

Terminaltilskud dækker ikke udgifter til hjælpemidler eller ernæringsprodukter. Dette skal søges hos kommunen

 

Behandlingsniveau:

  • Specialiseret
  • Basalt

 

Ansvarlige aktører:

  • Hospital
  • Kommune
  • Praktiserende læge